STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Topscorer Lasse: Det giver selvtillid

"Det giver masser af selvtillid at tage herop og slå Aalborg," sagde Lasse Mikkelsen efter kampen, hvor han blev topscorer.

Lasse Mikkelsen spillede en stor kamp og blev med otte scoringer topscorer for Skjern Håndbold, da Aalborg Håndbold blev besejret med 27-24.

Af Simon Dahl

Der var masser af glæde at spore i Skjern-lejren ovenpå sejren i Nordjylland.

”Det var rigtig dejligt både personligt, men også for holdet. Det giver masser af selvtillid at tage herop og slå Aalborg, som har fået en rigtig god start,” sagde Lasse Mikkelsen til skjernhaandbold.dk og fortsatte:

”Vores defensiv fungerede hammer godt gennem hele kampen, og det er kun fordi, de får lidt kontramål i første halvleg, at vi ikke er foran ved pausen. Vi stod virkelig godt, og Tim havde mange redninger. De kan ikke lide det offensive forsvar, hvor vi fik lukket Kristian Kjelling helt ned, og så er man nået langt mod Aalborg,” lød det fra Lasse Mikkelsen.

Siden Ole Nørgaard tiltrådte som cheftræner er Skjern forsat ubesejret, og ifølge Lasse Mikkelsen har den nye træner efterhånden fået sat et rigtig godt aftryk på spillet.

”Kombinationen af at vi både kan dække offensivt og defensivt, synes jeg fungerer rigtig godt. Angrebsmæssigt er der stadig et stykke vej, men med et godt forsvar er man nået langt i håndbold, sagde Lasse Mikkelsen til skjernhaandbold.dk.

NYHEDER