STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Tidligere Bundesliga-fløj er ny vikar i Skjern

Thomas Bruhn er ny mand i Skjern-trøjen.

Skjern Håndbold har hentet den tidligere Rhein-Neckar Löwen-spiller Thomas Bruhn som vikar på højre fløj for resten af sæsonen.

Afløseren for den skadede fløjspiller Jesper Dahl er fundet.

19-årige Jesper Dahl rev både korsbåndet og det midterste ledbånd delvist over under en soloulykke til træning for et par uger siden, og det koster formentligt højrefløjen resten af sæsonen.

Derfor har Skjern Håndbold ledt efter en ny kollega til René Rasmussen. Valget er faldet på en gammel kending af dansk tophåndbold: Thomas Bruhn.

- Med udsigten til 25 kampe i foråret ville vi være for sårbare med René Rasmussen som ene mand på fløjen, forklarer Skjerns cheftræner Ole Nørgaard, der selv har været med til at pege på Thomas Bruhn.

Erfaring fra Bundesligaen
32-årige Thomas Bruhn har tidligere spillet to sæsoner i AG København og en enkelt sæson i tyske Rhein-Neckar Löwen, mens det ligeledes er blevet til flere sæsoner i forskellige andre danske klubber heriblandt FCK Håndbold og Bjerringbro.

- Thomas er en ideel vikar, der har erfaring fra et hav af klubber på højt niveau. Han er en klassisk, hurtig og rutineret fløjspiller, der kan gå direkte ind på holdet, siger Ole Nørgaard.

Kun et tophold var interessant
Thomas Bruhn stoppede ellers karrieren i sommer efter et succesrigt år som fast mand i Mors-Thy Håndbold, men henvendelsen fra Skjern var for svær at afslå.

- Min kone og børn har rejst rundt med mig på grund af håndbold, og vi var enige om, at det var på tide at stoppe. Jeg var mættet, men det eneste, der kunne få mig i gang igen, var et tilbud fra et tophold. Da Skjern kontaktede mig, var gløden tilbage med det samme, og jeg kunne mærke, at det var rigtigt, siger Thomas Bruhn.

Selvom René Rasmussen sidder solidt på pladsen som højrefløj, er Thomas Bruhn ikke kommet for at varme bænken.

- Jeg kommer fra baghjul, men jeg regner med at tilkæmpe mig som meget spilletid som muligt. Jeg skal hjælpe til, hvor jeg kan, og jeg vil gøre alt for at byde så meget ind til træning og kamp som muligt, siger Thomas Bruhn.

Thomas Bruhn tiltræder i Skjern Håndbold per dags dato og har skrevet under på en kontrakt gældende for resten af sæsonen. Han skal spille i trøje nummer 26.