U20-landsholdsspilleren Mads Bjergfelt har forlænget aftalen med Skjern Håndbold, så den nu løber frem til sommeren 2027.
- Jeg føler, at Skjern Håndbold er den bedste klub for min udvikling. Der er mange rutinerede spillere på holdet, som jeg kan lære en masse af - og som kan medvirke til, at jeg på sigt kan blive en endnu vigtigere brik i klubben, siger Mads Bjergfelt, der fik debut på Skjerns bedste mandskab i hjemmekampen mod Lemvig-Thyborøn d.11 november 2022.
Vejen til ligaholdet har for den 20-årige venstreback gået via to års ophold på Talentakademiet Ringkøbing-Skjern, hvilket både Mads Bjergfelt og sportschef Thomas Klitgaard er begejstret for.
- Jeg kom til Talentakademiet Ringkøbing-Skjern som førsteårs U19-spiller, hvorefter jeg stille og roligt kom ind i ligamiljøet, deltog i ugentlige træninger og i et roligt tempo blev kørt i stilling til, hvordan livet som professionel håndboldspiller er. Det har været en naturlig og glidende overgang for mit vedkommende med Talentakadmiet som fast base, siger Mads Bjergfelt.
Sportschef Thomas Klitgaard udtaler:
- Vi ser et stort lys og potentiale i Mads Bjergfelt, og derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at han bliver i Skjern-trøjen frem til 2027. Han har gennemgået en flot udvikling på Talentakademiet, som har medvirket til, at han nu er et fast element i ligatruppen. Hans holdkammerat Jakob Rasmussen har - ligesom mange andre - været igennem samme udviklingsvej, og det understreger virkelig, hvor vigtig vores talentarbejde er, siger sportschef Thomas Klitgaard.
Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.