STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Stortalent til Skjern Håndbold

22-årige Kristoffer Laursen er ny i Skjern-truppen fra sommer.

Målmandstalentet Kristoffer Laursen skifter til Skjern

Efter to år med målmandskonstellationen Tim Winkler og Kristian Asmussen i Skjern Håndbold er afløseren for 40-årige Asmussen fundet.

Afløseren er fundet i ligaklubben Skive, hvor stortalentet Kristoffer Laursen huserer. Den 22-årige målmand var i sidste sæson en afgørende faktor i Skives oprykning til landets bedste række. Kristoffer Laursen blev kåret til årets spiller i 1. division, og i denne sæson har Laursen fastholdt niveauet og ageret redningsmand i adskillige kampe.

Kristoffer Laursen kommer fra Odder, men tog som 16-årig til Viborg, hvor han gik på klubbens håndboldcollege. Siden gik turen til Skive, men fra sommer er det med Skjern-trøjen på.

”Jeg har haft fire gode år i Skive, hvor klubben og holdet i Skive har været fantastiske, men for mig var muligheden i Skjern bare den rigtige.
En udvikling og udfordring både personligt og sportsligt,” siger Kristoffer Laursen og fortsætter:

“Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde Skive oppe i ligaen, og efter sommerferien er jeg så klar til at gøre mit til, at Skjern fortsat skal være i toppen af dansk håndbold,” lyder det fra målmandstalentet.

I Skjern Håndbold glæder man sig over kontraktunderskrivelsen.

“Vi er stolte over, at vi har sikret os et af Danmarks allerstørste målmandstalenter i konkurrence med andre danske topklubber. Kristoffer Laursen har et kæmpe potentiale, og vi tror på, at han i samarbejde med Tim Winkler kan udgøre et rigtig stærkt målmandsteam,” siger Skjerns formand Carsten Thygesen.

Kristoffer Laursen har skrevet under på en toårig kontrakt og starter i Skjern den 1. juli 2012.