STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skuffet Skjern-back: Vores egen skyld

 Skjerns højreback var storspillende i lokalopgøret, og blev noteret for syv scoringer. 

Kasper Søndergaard havde svært ved at sætte ord på pointtabet i Holstebro.

Af Nicklas Thygesen

En scoringspause i de sidste syv minutter kostede dyrt i topkampen mod Team Tvis Holstebro.

Skjern-spillerne lignede et hold, som skulle gå sejrsrigt fra lokalopgøret, men en katastrofal slutfase kostede dyrt. Ifølge Kasper Søndergaard var Skjern-spillerne selv skyld i nederlaget lørdag aften. 

- Vi skulle bare have afgjort det selv. Vi havde alle muligheder for at lukke kampen, men vi var simpelthen ikke skarpe nok til sidst. Det er sindsygt bittert lige nu, siger Skjerns højreback og uddyber:

- Vores forsvar stod perfekt til tider, og Tvis havde store problemer med at komme igennem. Men vi vinder ikke håndboldkampe, når vi undlader at score i de sidste syv minutter. Det er vores egen skyld i dag, siger Kasper Søndergaard, der startede som lyn og torden med syv scoringer i første halvleg. 

Kasper Søndergaard & co. skal i aktion igen på onsdag, når Ejstrup/Hærvejen er modstanderen i Santander Cup.