René Rasmussen scorede syv mål, men Skjern røg alligevel ud af EHF Cuppen lørdag aften.
Skjern var meget tæt på, men alligevel langt fra. En misbrugt Skjern-kontrachance kort før tid var symptomatisk for aftenens returkamp i Dunkerque, der blev Skjerns endestation i EHF Cuppen efter et nederlag på 24-18. René Rasmussen topscorer med syv mål.
Af Kenneth Thygesen
Skjern Håndbold er ude af EHF Cuppen 2011/2012.
Det er den kolde kendsgerning efter lørdagens udebanekamp i Dunkerque, hvor Skjern brændte et hav af chancer og derfor blot formåede at score syv mål i anden halvleg.
Udmærket første halvleg
I kampens første kvarter var Skjern ellers godt med, hvor Tim Winkler havde fint fat i målet, mens det offensive spil fungerede nogelunde. Skjern var i front 5-3, inden hjemmeholdet overtog styringen og bragte sig i front 9-6.
Skjern fik dog rettet lidt op på sagerne inden pausen, hvorfor franskmændene gik til pause med en føring på 12-11.
Et hav af brændte chancer
Anden halvleg blev aldrig den store succes for Skjern, der forsøgte og forsøgte, men ikke formåede at sende boldene i nettet. Skjern tilspillede sig adskillige åbne chancer, men skarpheden manglede - og det blev udnyttet.
Dunkerque bragte sig i front 17-12 og senere 22-17, men alligevel var det meget tæt på at gå Skjerns vej.
Misbrugt kontra kostede dyrt
Ved stillingen 22-18 med halvandet minut igen havde Skjerns bedste i aftenens kamp, René Rasmussen, en åben kontrachance, men den ellers velspillende fløj misbrugte, og det blev straffet med en scoring i den anden ende til 23-18.
Kampen sluttede 24-18, og Skjerns europæiske eventyr er dermed slut for i år.
Målscorere for Skjern:
René Rasmussen 7, Andreas Toudahl 2, Kasper Søndergaard 2, Claus Møller Jakobsen 2, Jesper Jensen 2, Jacob Østergaard 2 og Thomas Klitgaard 1.
Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.