STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-veteran forlænger: Runder sæson nummer 10 i den grønne trøje

Han kom til det vestjyske for 13 år siden, og med undtagelse af en afstikker til Bundesligaen og MT Melsungen i fire sæsoner, har Lasse Mikkelsen og familien siden 2011 haft adresse i Naturens Rige.

Sådan forbliver det også yderligere en sæson, eftersom Lasse Mikkelsen og Skjern Håndbold er blevet enige om en forlængelse.

- Uden at lyde som en romantiker, så er der noget smukt i at spille for den samme klub i så mange år. Årsagerne til, at det er blevet til så mange sæsoner skyldes mange ting - blandet andet klubbens værdier og dens store ambitioner, men der findes en voldsom sammenhængskraft i klubben - fra foreningen og
ungdomsholdene op til ligatruppen - som jeg finder helt unik.

- Jeg har været glad for at gå på arbejde i alle årene, og jeg føler mig langt fra færdig med at hjælpe klubben til at flytte sig yderligere - og ikke mindst bevare Skjern Håndbold som en fast del i toppen af dansk håndbold.

- Vi er ikke den største klub målt på omsætning og indbyggertal, men ud fra de midler og redskaber vi har, vil vi bide skeer med de helt store, både i Danmark og på den europæiske scene, og det er jeg stolt over, at jeg fortsat skal være en del af, siger Lasse Mikkelsen.

Den mangeårige Skjern-profil har spillet 347 kampe i den grønne trøje, og er
dermed en af de 12 medlemmer i Club 300.