STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern tog hul på 2014

Tim Winkler og co. fra Skjern er tilbage i træningslokalet efter en tiltrængt juleferie. 

Første træningspas i det nye år veloverstået. Nu venter en måned i træningslokalet.

Af Kenneth Thygesen

En hård december med blandt andet seks kampe på 20 dage sluttede 2. juledag på bedste vis med en Skjern-sejr på 31-28 over Sønderjyske.

Siden da har Skjern-spillerne været på en forsinket juleferie, men i dag var der igen samling i det vestjyske, hvor det første træningspas i det nye år bød på styrke- og haltræning.

- Det var godt at komme tilbage og se drengene igen. Vi har det fantastisk godt socialt på holdet, og derfor var gensynsglæden selvfølgelig stor, siger Skjerns målmand Tim Winkler, der i den grad har nydt juleferien.

- Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke har skænket håndbold en tanke. Jeg har løbet og styrketrænet, men jeg har ikke rørt en håndbold, og det var tiltrængt efter nogle hårde måneder. Batterierne er blevet ladet op, siger Tim Winkler.

En mareridtsmåned
Normalvis er januar i håndboldelitekredse kendt for at være en af sæsonens værste måneder. På grund af slutrunden mangler flere klubber nøglespillere, og derfor er fokus på fysisk træning.

- Det er en mareridtsmåned. Jeg kan vist tale på alle håndboldspilleres vegne, når jeg siger, at januar er den måned, man mindst ser frem til. Der skal bygges noget op i forhold til både fysik og kondition, forklarer Tim Winkler.

Han er dog klar til at kæmpe hårdt i januar, således at forudsætningerne for et godt forår er optimale. 

- Jeg glæder mig helt vildt til foråret. Vi har nogle fede kampe i vente i både Europa og i ligaen, og jeg glæder mig helt ekstremt til de mange afgørende kampe, siger Tim Winkler.