STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern tog første stik

Kasper Søndergaard og co. vandt 28-24 i det første opgør i 1/8-finalen.

Skjern Håndbold fik aldrig slået det afgørende hul i eftermiddagens EHF Cup 1/8-finale mod franske Dunkerque HBGL, hvorfor de grønblusede måtte nøjes med en sejr på 28-24. Anfører Jesper Jensen blev topscorer med syv mål foran 1978 tilskuere i Skjern Bank Arena.

Af Kenneth Thygesen

En hjemmebanesejr på fire mål er det, der skal danne fundamentet, inden at Skjern næste weekend skal spille returkamp i Frankrig.

Skjern-mandskabet var stort set i front fra start til slut i eftermiddagens kamp mod franske Dunkerque, men trods adskillige føringer på fire mål lykkedes det aldrig for hjemmeholdet at sætte franskmændende på plads.

Ikke udbytte for pengene
Første halvleg var en tæt affære mellem to jævnbyrdige hold, der gav hinanden kamp til stregen. Det kunne mærkes på det tyske dommerpar, der havde en travl dag på kontoret med advarsler, udvisninger og et hav af straffekast til begge sider.

Skjerns angrebsspil var velstruktureret og tempofyldt, men en håndfuld store afbrændere betød, at de grønne ikke rigtigt fik udbytte for pengene. Værterne måtte derfor blot gå til pause med en føring på 14-12 efter en halvleg, hvor de bevægelige om end fysisk stærke franske bagspillere gav Skjerns defensiv problemer.

Overtalsspillet ikke godkendt
Efter pausen rykkede Skjern fra til 16-12 og senere 22-18, men en alt for høj fejl- og spildprocent forhindrede en komfortabel Skjern-føring.

Endvidere var et inkonsekvent overtalsspil en af årsagerne til den manglende føring på seks-syv mål. Skjern var i overtal i hele 16 ud af 60 minutter, men den sidste skarphed manglede for ofte i både aflevering og afslutning.

Fin slutspurt gav håb
Ti minutter før tid var Skjern i front 24-20, men en dyr udvisning kostede to mål og sendte endnu engang franskmændene tilbage i opgøret, hvorfor  alt var sat ind på en sidste slutspurt.

Det lykkedes delvist med en flot Tim Winkler-redning og to mål, hvorfor kampen sluttede med en Skjern-sejr på 28-24.

Der er returkamp på lørdag i Dunkerque.