STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-talenters familie beskyttes af politi

Over 4.000 serbere er klar til aftenens U21-VM-kamp i arenaen Banja Luka. Foto: Privat

Bosnisk politi har indhegnet et afsnit til de danske håndboldfans, der i aften skal se Bjarke Christensen, Rasmus Boysen og U21-landsholdet spille mod Serbien - og 4.000 tilskuere.

Af Kenneth Thygesen

I bosniske Sarajevo var der i gårsdagens U21-VM-kamp mellem Bosnien og Slovenien over 8.000 ellevilde tilskuere på plads i hovedstadens VM-arena.

Når Danmarks U21-drenge i aften spiller mod Serbien i den bosniske by Banja Luka bliver det med over 4.000 larmende serbere på lægterne. Tilmed vurderes det, at over 2.500 serbere vil tage plads uden for hallen, fordi de ikke kunne anskaffe sig billet til kampen. 

Af sikkerhedsmæssige årsager har bosnisk politi derfor indhegnet et afsnit i hallen kun til danske fans, der blandt andet tæller familie til Rasmus Boysen og Bjarke Christensen.

En ekstra motivationsfaktor
Et håndboldinferno uden lige venter i aften, men i den danske VM-lejr kribler det i fingrene.

- Hvis man ikke glæder sig til sådan et opgør eller sådan en stemning, så skal man stoppe med håndbold. Det er bare en ekstra motivationsfaktor, at du ved der står over 4.000 mennesker, der kun vil dig noget dårligt i den næste time, siger Bjarke Christensen.

- Så vi må kæmpe endnu hårdere og stå endnu mere sammen i de svære perioder, der kommer i løbet af kampen, siger Skjern-fløjen.

Danmark har vundet tre ud af tre kampe er og er klar til 1/8-finalerne. En sejr eller et uafgjort resultat i aftenens kamp vil definitivt sikre førstepladsen i puljen.

Kampen spilles kl. 21.00.