Tibor Ivanisevic stod en flot kamp i Skjern-målet med 13 redninger, men blev overstrålet i modsatte ende af Kasper Hvidt.
KIF Kolding København snuppede begge point i årets første hjemmekamp.
Af Nicklas Thygesen
I Ole Nørgaards regeringstid på Skjern-bænken har vestjyderne år efter år været det mest scorende hold.
Tre dage efter pokaltriumfen i Aalborg var den sprudlende offensiv forsvundet.
Sølle 18 mål fik vestjyderne puttet i kassen bag Kasper Hvidt i Kolding-målet, hvoraf fire scoringer kom på straffekast. En ret udsædvanlig oplevelse for de over 3000 tilskuere i Skjern Bank Arena, som normalt er vidne til målfest, når de grønblusede er i aktion.
- Vi smed os omkring med uprovokerede fejl i kontrafasen, og derfor fik vi aldrig set en Skjern-offensiv med det rette flow og tempo. Hvis bare to-tre af mulighederne var blevet til scoringer, så havde kampen set helt anderledes ud, fortalte cheftræner Ole Nørgaard kort efter kampen.
Pokalhelten imponerede, men blev overgået
Tibor Ivanisevic, Markus Olsson og René Rasmussen viste indledningsvist samme høje klasse, som tilfældet var i Nordjylland blot 72 timer forinden aftenens kamp.
Final4-topscoreren, Markus Olsson, bragte hjemmeholdet foran 2-1 - men herfra overtog Bo Spellerberg, Konstantin Igropulo og i særdeleshed Kasper Hvidt rampelyset i Skjern.
Selvom Tibor Ivanisevic stod blændende i første halvleg med en redningsprocent på 47, så overstrålede rutinerede Kasper Hvidt i den anden ende.
Gæsterne fra Kolding gik til pause foran 8-10 - og den føring formåede pokalmestrene aldrig at indhente.
Syv minutters scoringspause midt i anden halvleg kombineret med en uhyr effektiv Bo Spellerberg var ikke den cocktail, som de over 3000 fremmødte tilhængere havde ønsket serveret.
Trods adskillige forsøg på offensivt forsvar og syv-mod-seks i angrebet, så fandt Skjern-mandskabet aldrig den rette opskrift til at passere Kasper Hvidt og rive Kolding-forsvaret fra hinanden.
KIF Kolding København vandt 18-21.
Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.