STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-keeper varsler om mere stabilitet

Den 29-årige Skjern-keeper har stået med en samlet redningsprocent på 33 efter de første 25 kampe i Boxer Ligaen. 

Søren Pedersen var tilfreds med onsdagens sejr over Skive fH, men på flere områder skal der strammes op ifølge keeperen.

Af Nicklas Thygesen 

Med sejren over Skive fH i onsdags er Skjern-mandskabet sikre på at få point med over i slutspillet.

Det står klart eftersom Skjern Håndbold er bedre indbyrdes samt to point foran Bjerringbro-Silkeborg på femtepladsen inden den sidste grundspilskamp på onsdag mod Nordsjælland Håndbold. 

Sejren over Andreas Toudahl & co. lunede i den vestjyske lejr, men alligevel varsler Søren Pedersen om mere stabilitet. Specielt i defensiven.

- Det var en underlig, men alligevel forløsende forestilling. Vi havde flere perioder, hvor tingene ikke flaskede sig, og det blev selvforstærkende i en negativ grad, når vi over en længere periode ikke har performet optimalt, siger Søren Pedersen, der håber slutspilsformen snart forplanter sig i Skjern-truppen.

- Det er sådan lidt enten eller – specielt i vores defensiv. Sidste lørdag i Kolding var forsvaret suverænt, og fire dage senere var der åbent hus. Vi skal have fundet mere stabilitet i vores spil, hvis vi skal gøre os gældende, hvor det er rigtig sjovt, siger Søren Pedersen.