STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern henter dansk Bundesliga-spiller

Daniel Svensson skifter til Skjern.

Skjern Håndbold har skrevet kontrakt med den skudstærke bagspiller Daniel Svensson. Dermed er næste års Skjern-trup på plads.

Efter to og en halv sæson i TuS N-Lübbecke i den tyske Bundesliga har Skjern Håndbold hentet eks-landsholdsspilleren Daniel Svensson hjem til Danmark.

Daniel Svensson følger KIF Kolding-stregspilleren Frederik Børm og Mors-Thy-fløjen Morten Balling til Vestjylland. Dermed er Skjern Håndbolds trup til kommende sæson nu komplet.

- Selv om vi har måttet tage afsked med etablerede spillere, er vi overbeviste om, at vi har fundet de rigtige afløsere. Vi er sikre på, at de kan bidrage til at være med i den absolutte top i dansk håndbold, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.

En komplet spiller
31-årige Daniel Svensson har skrevet under på en etårig kontrakt med vestjyderne og starter i Skjern den 1. juli.

- Daniel er en komplet håndboldspiller, der med sit drive og fighterhjerte bliver et stort aktiv og et farligt våben for os, siger Carsten Thygesen.

Daniel Svensson har en fortid i blandt andre Ajax Farum, FCK Håndbold, AaB Håndbold og spanske Toledo BM, men nu går turen til Vestjylland..

- Jeg ser store muligheder med den stærke trup, vi har næste år. Jeg synes, at Skjern spiller hurtigt, positivt og spændende håndbold, der er sjovt at se på. Det glæder jeg mig til at blive en del af og videreudvikle, siger Daniel Svensson.

Daniel Svensson, der skal spille i trøje nummer 25 i Skjern, debuterede på A-landsholdet i 2007 og har spillet otte A-landskampe for Danmark.