STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sæsonens første udebanesejr i hus

Skjern spillede igen en solid kamp i både forsvaret og i målet.

Pointkontoen blev her til aften fordoblet fra to til fire, da Skjern vandt 26-21 mod Ribe-Esbjerg.

Af Lone Jørgensen

Sæsones første udesejr i Boxer Herreligaen er i hus. Det blev en realitet efter aftenens opgør i Esbjerg, hvor Skjern på blandt andet en imponerende indsats i målet af Søren Pedersen kunne tage en sikker sejr med hjem nordpå.

Fra start til slut var den højtbrølende Skjern-keeper uden tvivl bedste mand hos grøn. Bare i første halvleg stod han med en redningsprocent på imponerende 60.

Foran sig havde han et stærkt forsvar, der med masser af fart i fødderne fortsatte de gode takter fra Skanderborg-kampen. Den stærke Skjern-defensiv sørgede for, at Ribe-Esbjerg måtte nøjes med blot syv scoringer i første halvleg.

Ikke prangende angrebsspil
Skjerns angreb var til gengæld ikke helt så godt fungerende som defensiven fra kampens start.

Det bød flere gange gennem første halvleg på boldtab og fejlafleveringer, mens man i glimt så tilfredsstillende spil og afslutninger.

Især Kasper Søndergaard og Markus Olsson viste flere gange eksempler på deres målfarlighed, mens Daniel Svensson stod for en af første halvlegs mest elegante mål, da han efter 22 minutter sendte en flot underhånd afsted forbi hjemmeholdets defensiv.

På trods af en noget målfattig første halvleg kunne Skjern gå til pause med en føring på 11-7.

Olsson blev Skjern-topscorer
Boysen og Vium stod for hjemmeholdets to første mål i anden halvleg, mens Skjern i samme tidsrum fik scoret fire gange.

Skjern udbyggede langsomt, men sikkert føringen. Blandt andet på tre bombere fra Markus Olsson, der med seks mål endte som topscorer for udeholdet.

Skjern lykkedes også væsentligt bedre med indspil til stregen i anden halvleg, og duoen Klitgaard/Myrhol sørgede derfor for fem af Skjerns scoringer i løbet af de sidste 30 minutter, mens de to også fik kæmpet sig til et par straffekast.

På kassen opretholdt Søren Pedersen det meget høje niveau fra første halvleg, og han pillede gang på gang de ellers velplacerede Ribe-Esbjerg-skud.

På et tidspunkt i anden halvleg var Skjern foran med ni mål, og selvom de grønblusede til sidst gav lidt for meget plads til hjemmeholdet, var sejren, der "kun" endte med at blive på 26-21 aldrig i fare.