Af Nicklas Thygesen
Grundspillets tredje sidste runde spilles lørdag eftermiddag for René Rasmussen og Skjern-mandskabet, når Mors-Thy venter på udebane.
Mens værterne har udspillet deres muligheder for at kvalificere sig til slutspillet, så er vestjyderne i hård kamp om 4. pladsen med KIF Kolding og Skanderborg-Aarhus - og derfor er to point en nødvendighed, hvis Rasmussen og holdkammeraterne fortsat skal holde sig til.
- Vi har stor respekt for opgaven der venter os, og ikke mindst den udebane, som møder os. Det er notorisk svært at spille på Mors, og derfor kræver det en koncentreret indsats hele vejen igennem, hvis vi skal derfra med begge point, siger René Rasmussen.
- Fjerdepladsen er vores helt store mål lige nu, og derfor er en sejr et must i morgen. Der var rigtig mange gode takter i tirsdags mod et af verdens allerbedste hold lige nu, og specielt vores defensiv var virkelig solid. Formår vi at komme med samme intensitet og aggressivitet, så bliver vi svære at slå, siger højrefløjen, der er vendt tilbage efter skadespausen på et meget højt niveau.
- Det er gået over forventning, må jeg indrømme. Jeg er blevet mødt med en masse tillid og tiltro fra trænerteamet og holdkammeraterne, og så har det bare været let at falde tilbage i rollen på et hold, hvor man føler sig godt tilpas, siger Rasmussen.
Der er kampstart i morgen kl.15.00. Opgøret spilles i Sparekassen Thy Arena.