STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Overblik: Skjern i Europa

I sæsonen 2006/2007 nåede Skjern semifinalerne i EHF Cuppen, hvor det blev til et samlet nederlag til spanske Aragon på 54-53.

Skjern træder ind i runde 2 af EHF European Cup og starter turneringen i oktober.

Af Kenneth Thygesen

Det europæiske håndboldforbund EHF har i dag offentliggjort de deltagende hold, seedningslag og turneringsstrukturen for næste sæsons udgave af EHF European Cup.

Skjern Håndbold er sammen med ligakonkurrenterne fra Mors-Thy seedet til at starte turneringen i runde 2, mens pokalmestrene fra Århus Håndbold starter i runde 3.

Det betyder for Skjern Håndbolds vedkommende at første kamp spilles den 12.- eller 13. oktober, men der er returkamp ugen efter.

Tysk, fransk og spansk
Blandt turneringens største hold kan nævnes BM Aragon og Ademar Leon fra Spanien, Hannover-Burgdorf fra Tyskland, HCB Nantes og Chambery HB fra Frankrig og Kadetten Schaffhausen fra Schweiz.

Derudover tiltræder de tre taberhold fra Champions League-kvalifikationskampene, hvilket bliver enten Metalurg Skopje/Pick Szeged, Montpellier/Wisla Plock eller Füchse Berlin/HSV Hamburg.

I EHF European Cup, der er den næsthøjest rangerede klubturnering efter Champions League, er der tre knock-out-runder, hvorefter der venter gruppespil, kvartfinaler og Final4-stævne.

Se oversigten her:

Runde 1: Knock-out-kampe i september
Runde 2: Knock-out-kampe i oktober (Skjern og Mors-Thy starter her)
Runde 3: Knock-out-kampe i november (Århus starter her)
Gruppespil: Kampe i februar og marts
Kvartfinaler: Kampe i april
Final4-stævne: Kampe i maj

Hvem Skjern skal møde i runde 2, bliver offentliggjort her på siden efter lodtrækningen, der finder sted på EHF-kontoret i Wien tirsdag den 23. juli.