STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Skjern-Skanderborg

Henrik Sloth vender onsdag aften tilbage til Skjern.

En gammel Skjern-kending vender hjem, når Skjern onsdag aften får besøg af oprykkerne fra Skanderborg.

Af Kenneth Thygesen

Efter en fin start på forårssæsonen med uafgjort på udebane mod BSV og en efterfølgende sejr over franske Dunkerque i EHF Cuppen, skal Skjern i morgen aften på hjemmebane op imod en af ligaens store overraskelser.

Modstanderen er oprykkerholdet fra Skanderborg Håndbold, der efter 19 kampe er placeret på en imponerende ottendeplads, der som bekendt giver adgang til slutspillet.

Skanderborg har i løbet af sæsonen besejret hold som BSV og Team Tvis Holstebro, hvilket er sket på den lille om end frygtede hjemmebane ved navn Morten Børup Hallen, der blot kan rumme omtrent 500 tilskuere. Ikke desto mindre har skanderborgenserne vundet seks ud af ni kampe på hjemmebane, hvorimod det blot er blevet til to udebanesejre i ti forsøg.

Oprykkerne trænes af den tidligere ligaspiller Jesper Holm, der råder over en trup med masser af ungt blod og en smule rutine. Blandt de mest rutinerede er den tidligere Skjern-profil Henrik Sloth, der igen vender hjem til sin gamle hjemmebane. Sloth spillede i Skjern i en lang årrække og blev både dansk mester, pokalvinder og Challenge Cup-vinder inden skiftet i 2004.

I sæsonens første møde mellem Skjern og Skanderborg, vandt Skjern 31-27 i Skanderborg efter blandt andet seks mål af René Rasmussen.

Kamptidspunkt: Onsdag den 15. februar kl. 19.00.