STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Operation veloverstået: Klar i december

19-årige Jesper Dahl i aktion mod Team Tvis Holstebro i Jyske Bank Boxen en måneds tid før skadesuheldet.

Jesper Dahls knæoperation gik som ønsket. Nu venter en lang pause og genoptræning inden et forventet comeback om ti måneder. 

Af Kenneth Thygesen

"Der er lys forude, og går alt efter planen, er jeg tilbage på håndboldbanen i december."

Jesper Dahl, der om små tre uger fylder 20 år, klynger sig til håbet. Han har lagt sin håndboldkarriere i hænderne på Skjern Håndbolds sundhedsstab bestående John Bruun og Hans Jensen.

De to kompetente fysioterapeuter skal i de næste mange måneder guide den talentfulde Skjern-spiller igennem den med afstand sværeste periode i hans håndboldliv.

Ovre det værste
En ganske almindelig træningsøvelse en formiddag i december satte Jesper Dahls håndboldkarriere på standby. En soloulykke i en kontraøvelse fik alvorlige konsekvenser. Det midterste ledbånd og korsbåndet i højre knæ var delvist revet over.

Efter måneder med frustationer, krykker og scanninger blev Jesper Dahl i fredags opereret. Fire timer på operationsbordet. Resultatet var positivt. 

- Det gik godt, og jeg har det okay. Men det gør selvfølgelig lidt ondt i knæet. Dagen efter operationen var det meget smertefuldt, men jeg tror, at jeg ovre det værste, siger Jesper Dahl.

Holder hovedet højt
Han skal i de næste seks uger humpe rundt på krykker med en beskyttende skinne om knæet. "Det er livet," som han siger. Med en skjult ironi og ærgelse.

- Jeg er selvfølgelig vildt træt og ked af hele situationen. Som sportsmand vil man dyrke sport og ikke sidde med krykker på tribunen, siger Jesper Dahl.

- Men jeg holder hovedet højt. Holdet bakker mig op, og jeg er i gode hænder, siger Jesper Dahl.

Målsætningen for et Jesper Dahl-comeback til håndboldbanen er i starten af december, som dog kan variere alt afhængig af genoptræningen i de næste mange måneder.

Facebook er blokeret

Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.