STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Nyt overskud i Skjern Håndbold

Årsresultatet for Skjern Håndbold A/S ender i et plus på ca. kr. 100.000,-.

For femte år i træk er der sorte tal på bundlinjen i Skjern Håndbold.

Flere nye sponsorer, sportslig succes og et øget tilskuertal er medvirkende til, at bestyrelsen for Skjern Håndbold A/S igen kan fremvise et overskud, når regnskabsåret slutter i dag den 30. juni. 2017.

Årsresultatet lander i et plus på ca. kr. 100.000,- og dermed er det 10. gang på 11 år, at Skjern Håndbold A/S har overskud.

- Det ligger i klubbens DNA at være ansvarlig, holde ord og kæmpe indædt, og det gælder så sandelig også på den økonomiske front, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.

Overskuddet kommer – foruden en stigning i antallet af sponsorer – af en sportslig jubelsæson, hvor den vestjyske klub var tæt på at vinde The Double.

Pokalguld, DM-sølv, videre avancement i næste års pokalturnering samt kvalifikation til Champions League og Super Cup var facit efter de 42 spillede kampe. Samtidig steg det samlede tilskuertal i Skjern Bank Arena til knap 50.000 tilskuere fordelt over 18 hjemmekampe, hvilket er ny klubrekord.

Med de øgede indtægter in mente havde meromkostningen til vinterindkøbet af landsholdskeeperen Tibor Ivanisevic dermed ikke negativ effekt i regnskabet.

- Vi er stolte over at have en sund forretning, og det kan vi i høj grad takke vores trofaste og loyale sponsorere for. Vi mærker en enorm og bred opbakning, siger Carsten Thygesen.

Skjern Håndbold A/S har fortsat en egenkapital på godt fire mio. kroner, og selskabet har dermed en fin margin ift. Dansk Håndbold Forbunds solvenskrav

NYHEDER