Af Nicklas Thygesen
Landsholdsugen er veloverstået, hvor Skjern-lejren har haft fire spillere afsted.
I den direkte duel om VM-pladsen mellem Joaquim Nazaré og Senjamin Buric løb førstnævne med VM-billetten efter en samlet sejr på 55-45 over to kampe.
Nazaré blev sammenlagt noteret for fem scoringer, mens Senjamin Buric, der netop er blevet udnævnt som ny anfører for Bosnien Herzegovina, scorede fire gange.
For det danske A-landshold var der comeback til Emil Bergholt, der gjorde sig fint bemærket i to omgange mod henholdsvis Norge og Kroatien. Skjern-anføreren fik omkring en times spilletid i de to opgør ved Golden League, hvor det blev til to scoringer.
Mads Bjergfelt var afsted med det danske U20-landshold, der spillede to testkampe i Portugal. Her blev det til en sejr på 27-22 over Portugal, mens det blev til nederlag på 43-41 mod Spanien. Bjergfelt blev noteret for sammenlagt syv scoringer.
I morgen skal de fire Skjern-spillere i kamp igen i den grønne trøje, når Odder Håndbold venter på udebane i pokalturneringens sjette runde.
Der er kampstart i Odder kl.18.30. Opgøret kan som altid følges på vores sociale medier.