Skjern kunne i går juble, efter at de sendte KIF Kolding København ud af Final4 med et nederlag på 26-23.
Ingen ringere end de evige rivaler fra Team Tvis Holstebro venter i eftermiddag, når Skjern står over for klubbens syvende pokalfinale.
Af Lone Jørgensen
Man kan aldrig få nok af intense og medrivende lokalopgør, og i dag byder håndboldsporten på endnu et.
Skjern og Team Tvis Holstebro står over for hinanden i en af årets vigtigste kampe.
Én sejr mere og Skjern-spillerne kan skrive pokalmestre anno 2015 på CV’et.
Et sultent og fokuseret Skjern-hold
Skjern-anfører Henrik Møllgaard forudser en tæt kamp, men ikke desto mindre tror han på en grøn sejr.
- Vi har et hold, der virker enormt fokuserede og sultne for tiden. Vi synes virkelig, at det er sjovt lige nu, og selvom vi både har været ramt af skader og sygdom, klarer vi os bare igennem det. Vi spiller noget af det bedste, jeg kan huske, siger Møllgaard.
At modstanderen i pokalfinalen hedder Team Tvis Holstebro giver blot endnu mere tænding til et i forvejen toptunet Skjern-hold.
Vil allerhelst slå Tvis
- Tvis er uden tvivl dem, vi helst vil slå i en finale, og Tvis vil nok uden tvivl også helst slå os i en finale. Der er noget helt specielt over det her vestjyske derby, og det har været drabelige kampe, vi har spillet mod hinanden. Det ender altid med lidt tumult, men vi glæder os alle sammen, og det bliver en fed finale, siger Møllgaard.
Hvis Skjern står tilbage med sejren efter de 60 minutter, bliver det anden gang i klubbens historie, at en pokaltitel kommer til Skjern.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - Team Tvis Holstebro spilles søndag d. 29. marts kl. 16:00 i Gigantium, Aalborg.
TV:
Kampen vises direkte på TV2 med optakt fra kl. 15:40.
Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
Billetter:
Det er stadig muligt at købe billetter til Final4-finalen.
Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.