Skjerns nummer 15 spillede en suveræn sidste sæson.
Lasse Mikkelsen glæder sig til gensynet med Champions League og håber på flere optrædener i den rød-hvide trøje.
Af Nicklas Thygesen
138 mål, pokalfighter og debut på A-landsholdet. Lasse Mikkelsens fjerde sæson i Skjern Håndbold vil sent blive glemt, men den 27-årige playmaker har mod på mere.
- Sidste sæson gik på mange parametre op i en højere enhed, men jeg stiler efter endnu mere. Landsholdsdebuten imod Polen tilbage i juni måned foran 11.000 tilskuere var en stor oplevelse, hvilket har givet mere blod på tanden, siger Lasse Mikkelsen
International erfaring
I den kommende sæson er de grønklædte vestjyder med i det allerfineste selskab i form af Champions League. Lasse Mikkelsen har tidligere prøvet kræfter med Champions League tilbage i sæsonen 2010-2011 med KIF Kolding København.
- På baggrund af vores deltagelse i EHF-Cuppen i forrige sæson spillede vi 14 europæiske kampe, hvor vi høstede lærerigt international erfaring, som vi kan bruge og drage fordel af i Champions League, fortæller Lasse Mikkelsen og uddyber.
- På det personlige plan kan det forhåbentligt udvikle mig endnu mere som spiller, således jeg i fremtiden har muligheden for at optræde i den rød-hvide trøje på landsholdet igen, siger Lasse Mikkelsen.