STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Lasse M: 2. juledag definerer efteråret

Lasse Mikkelsen scorede seks mål på syv forsøg, lavede to assists og tilkæmpede sig et straffekast på blot 30 minutter i Skjerns sejr over Skanderborg.

Udfaldet af kampen mellem Skjern og Sønderjyske 2. juledag vil ifølge Lasse Mikkelsen definere første halvdel.

Af Kenneth Thygesen

De knap 2000 tilskuere i Skjern Bank Arena fik sig lørdag eftermiddag en tidlig julegave.

Skjern slog Skanderborg for niende gang i træk, og denne gang blev det til en storsejr på 41-31. 

- Det var en god kamp, hvor især vores første halvleg var rigtig god. Vi fik revanche fra onsdagens kamp og fik to vigtige point i en presset tid, siger Lasse Mikkelsen.

En afgørende kamp
2. juledag spiller Skjern Håndbold årets sidste kamp. På hjemmebane møder vestjyderne Sønderjyske i en kamp, som ifølge Lasse Mikkelsen vil definere efterårssæsonen.

- Vi kan slutte godt af ved at få en sejr og dermed minimum være nummer to i ligaen. Det er godkendt. Taber vi, så er vi nede i dyndet med de andre hold, så derfor er den kamp er mega vigtig, siger Lasse Mikkelsen.

Han forventer, at Skjern igen vil komme buldrende fra kampens første fløjt.

- Skanderborg kunne ikke stå imod vores høje tempo og fysik, og den power i spillet skal vi tage med 2. juledag, siger Lasse Mikkelsen.

Læs også: En dag på Skjern-kontoret
Læs også:
Nørgaard: Man kan risikere at få én på lampen