Af Kristian Bro
Henrik Kronborg er tilbage i Skjern efter VM-guldet blev fejret på Rådhuspladsen mandag aften.
Allerede på fredag skal cheftrænerens hold i aktion. Her venter Ribe-Esbjerg HH i en svær udekamp.
- Først og fremmest er det dejligt at være tilbage. Jeg er imponeret over, hvordan Kasper Søndergaard og Hans Jensen har planlagt og styret træningen - spillerne ser fitte ud og de glæder sig til at spille kamp igen, siger Henrik Kronborg.
De to hold stødte senest ind i hinanden i september, hvor blev det til en smal Skjern-sejr på 30-28.
- Sidste gang vi mødte Ribe-Esbjerg havde vi problemer med vores returløb - det skal der rettes op på.
- Det bliver uden tvivl en svær kamp at starte med. Jeg forventer, at det bliver en hård og intens kamp. Ribe-Esbjerg har leveret flotte resultater i denne sæson, hvor de har taget point fra flere tophold, siger cheftræneren.
Skjern-træneren kan til fredagens kamp tilføje Jonathan Würtz på holdkortet.
- Würtz er helt klart en styrkelse til vores trup. Han er en fleksibel spiller, der kan dække flere pladser i forsvaret. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi fået ham tilbage til vores rådighed, siger Henrik Kronborg.
Kampen mod Ribe-Esbjerg HH spilles på fredag kl. 19:30 i Dokken og vises på TV2 Play.