STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Klitgaard forudser tæt kamp

Klitgaard mener, at favoritværdigheden er fifty-fifty.

Søndagens franske modstandere bliver ifølge Skjerns Thomas Klitgaard en svær opgave. 

Af Kenneth Thygesen

Der er igen europæisk håndbold på menuen, når Skjern Bank Arena søndag eftermiddag åbner dørene til håndbold.

Skjern skal møde Frankrigs pt. tredjebedste mandskab i EHF Cuppens 1/8-finales første kamp, og det bliver ifølge Skjerns Thomas Klitgaard en svær kamp.

”Vi har set en del video på dem, og derudover har de jo et par spillere, vi har set før som Sebastien Bosquet og Dawid Nilsson,” siger Thomas Klitgaard med henvisning til franskmændenes bagspillere.

”De er fysisk stærke og spiller i et højt tempo, så vi får nok at se til,” tilføjer stregspilleren.

Hvorvidt Skjern på forhånd er favoritter vil Klitgaard dog ikke udtale sig om.

”Jeg synes, det er meget fifty-fifty. Spiller vi op til vores optimale niveau, så burde vi også vinde over to kampe, men i europæisk håndbold kan det være svært at forudse,” lyder det fra Thomas Klitgaard.

Skjern-profilen blev helten i onsdags, da han kort før tid scorede det udlignede mål på udebane mod BSV, og det uafgjorte resultat har sat sine positive spor i Skjern-lejren.

”Det var et vigtigt point, der gav os en forstærket tro på de ting, vi laver. Vi føler klart, vi er på rette vej, og kan vi få en endnu større sikkerhed ind i spillet i foråret, tror jeg, vi kan blomstre op,” slutter Thomas Klitgaard.