STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Kampen blev vundet i forsvaret

 Markus Olsson spillede igen en god kamp for de grønblusede.

Selvom  Markus Olsson var lidt nervøs for det sene spilletidspunkt, gik alt efter planen i en kamp, hvor svenskeren blev grøn topscorer.

Af Lone Jørgensen

I alt blev det til seks mål fra den skudstærke Skjern-spiller, men han mente dog, at grundlaget for sejren skulle findes et andet sted end på målscoringerne.

- Vi vandt kampen i forsvaret i dag. Vi spillede ikke fantastisk angrebesspil men når man står så godt defensivt, som vi gjorde igen i dag, så vinder man, sagde Markus Olsson oven på sejren, der lød på 26-21.

Sent spilletidspunkt og ukendt modstander
Op til kampen havde han dog sine bange anelser for, hvordan det ville gå. Både det sene spilletidspunkt og den - for ham - ukendte modstander taget i betragtning.

- Jeg var lidt bange for, om vi ville være trætte og uoplagte, når vi skulle spille på det her tidspunkt. En torsdag aften klokken 20.30 i Esbjerg lød svært, og jeg kender ikke så meget til modstanderne endnu, så jeg ved ikke altid helt, hvad der venter. Men heldigvis endte det hele godt, og vi spillede en god kamp, hvor vi havde det bedste kollektiv, sagde den svenske Skjern-spiller, der efter tre kampe nu har fået en lille forsmag på niveauet i Boxer Herreligaen.

- Det virker som om, at alle hold har gode spillere, og så er holdene teknisk dygtige. Så vi skal være 110 procent koncentrede hver eneste gang sluttede Olsson.

Næste gang han skal i kamp med holdkammeraterne er på onsdag, når Bjerringbro-Silkeborg venter på hjemmebane.

NYHEDER