STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Første træningskamp venter i morgen

Skjern-holdet har idag den sidste træning, før der imorgen står kamp på programmet.

Søndag eftermiddag skal Skjern i kamp for første gang i sæsonen. Mors-Thy er modstanderen.

Af Lone Jørgensen

Tre ugers intens træning er snart veloverstået for Skjern-spillerne, og i morgen spiller Skjern sæsonens første træningskamp.

Her får vestjyderne endelig mulighed for at prøve sig af i kamp, og omend det ikke er en betydningsfuld én af slagsen, glæder Bjarte Myrhol sig til at trække den grønne Skjern-trøje over hovedet for første gang.

- Jeg ser meget frem til kampen. Det bliver spændende at se, hvordan holdet ser ud i kamp, og det bliver godt at få gang i kampformen igen, siger Myrhol.

Et godt stykke arbejde tilbage
De seneste dage har han sammen med holdkammeraterne tilbragt tiden i Lalandia, Billund, hvor holdet er på træningslejr.

Søndag bliver den altså sluttet af med en træningskamp, der måske kan give et lille praj om, hvor langt holdet er i forberedelserne til den nye sæson.

- Nu har vi fået trænet en del de sidste dage, men vi har stadig et godt stykke arbejde tilbage med at finpudse og gøre alt 100 procent. Det er det, vi har træningskampe til – at få timingen til at sidde og få tempo i benene igen, forklarer Myrhol.

Kampen mellem Skjern Håndbold og Mors-Thy Håndbold spilles søndag d. 9. august kl. 13:00 i Sportshallen Lalandia Billund.

Der er fri entré til kampen.

NYHEDER