STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner: Vi kan bygge videre

Ole Nørgaard har været en succes i sin første sæson som Skjern-træner.

Cheftræner Ole Nørgaard kan efter en flot debutsæson se fremad med optimisme.

Af Kenneth Thygesen

Det første år med som Ole Nørgaard kaptajn på Skjern-skibet har nået sin ende.

Den tidligere ungdomslandstræner har i sin første sæson ført sit hold frem til 31 sejre i 42 kampe i alle turneringer. Selvom den ambitiøse træner indfriede klubbens målsætninger, havde han selv håbet på endnu mere.

- Vi kunne måske godt have stået med en titel nu, men sådan gik det ikke. En del af tophåndbolden er også de små, men kampafgørende marginaler. Selvom det er en kliche, er det ofte altafgørende for, hvordan tingene udvikler sig, og hvordan man ser tilbage på en sæson, siger Ole Nørgaard og eksemplificerer:

- Vores bedste mand i foråret, Kasper Søndergaard, blev syg dagen før vores altafgørende DM-semifinale på hjemmebane. Det var et stort tab for os og voldsomt uheldigt, men sådan er livet i tophåndbold, siger Ole Nørgaard og fortsætter:

- I Aalborg blev man dansk mester. Men det er ikke mange dage siden, at Mors-Thy havde bolden i sidste angreb i semifinalen, hvor de med en scoring havde sendt Aalborg ud og sikret sig Champions League. Det er marginaler, forklarer Ole Nørgaard.

Mange positive oplevelser
Selv om DM-finaledrømmen bristede kan cheftræneren se tilbage på en flot sæson med storsejre og rekorder.

- Både kollektivt og individuelt har vi mange positive oplevelser at tage med. Vi slog klubbens pointrekord i grundspillet og var grundspillets mest scorende hold. Vi blev nummer to i grundspillet, nummer et i slutspilspuljen og nåede pokalfinalen efter at have sendt flere af de andre tophold ud, siger Ole Nørgaard.

- Der er ingenting, der kommer af sig selv, men med så mange gode præstationer synes jeg, at vi har noget at bygge videre på til næste sæson, siger Ole Nørgaard.

I toppen hvert år
Til den kommende sæson bliver der skiftet ud hos flere af topholdene. Uanset hvad der sker, skal Skjern være en del af toppen, mener Ole Nørgaard.

- Toppen af ligaen er tæt og skarp, og der er flere gode hold spækket med landsholdsspillere, der ikke nåede semifinalerne. Det vidner om en benhård konkurrence. I Skjern var vi med helt fremme, og det skal vi være. Skjern skal være i toppen hvert eneste år, siger Ole Nørgaard.