Frederik Børm bliver mandag officielt ny Skjern-spiller.
Skjerns nye hardhitter ser frem til at vise sit værd i den grønne trøje.
Af Kenneth Thygesen
Om under et døgn er det farvel og tak til flere Skjern-spillere, hvis kontrakt udløber 1. juli.
Samtidig er det også et goddag til flere nye ansigter. En af de nye er den 24-årige streg- og forsvarsspiller Frederik Børm, der har skiftet KIF Kolding København ud med Skjern Håndbold.
- Nu kender jeg Ole Nørgaards træningsmetoder - også i forhold til løb. Så jeg kan ikke ligefrem sige, jeg glæder mig til opstarten. Men jeg skal da nok komme igennem, siger Frederik Børm, der dog glæder sig til mødet med de nye holdkammerater.
- Først og fremmest bliver det godt og hyggeligt at møde alle drengene. Jeg kender mange af dem fra både landshold og klubkampe, og man må bare sige, at de gutter ude i Skjern er nogle rigtig gode drenge, siger Frederik Børm.
Ansvar er perfekt
I KIF Kolding København har Frederik Børm i perioder stået i skyggen af veteraner som Lars Jørgensen og Joachim Boldsen. I Skjern er forventningerne store til den krigeriske forsvarsspiller, der selv er klar til at gå forrest.
- Ansvar passer mig perfekt, og jeg håber, at jeg kan få en masse ansvar i Skjern. Jeg har lært en masse af både Boldsen og Jørgensen i Kolding, og det er jeg klar til tage med videre og udvikle yderligere, siger Frederik Børm.
- Jeg tror, det her bliver starten på noget stort. Det var også derfor, at jeg skiftede. Holdet er pissegodt, og jeg tror, vi kan bygge videre og få endnu mere succes, siger den kommende Skjern-stregspiller.
Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.