Kristoffer Laursen og Skjern tabte 30-27 i Kolding.
Trods et heroisk comeback lykkedes det ikke Skjern at hente point hos mestrene i Kolding, der vandt 30-27.
Af Kenneth Thygesen
Endnu engang var det lige ved og næsten, og endnu engang måtte Skjern Håndbold forlade Kolding uden en sejr.
I lørdagens topkamp var Skjern i anden halvleg langt væk, men et heroisk comeback var tæt på at sende point til Skjern.
Men som, desværre, så mange gange før trak mestrene fra KIF Kolding det længste strå til sidst.
Seks dumme minutter
Koldings sejr lød på 30-27 efter pauseføring på 17-11. Og netop pausestillingen på seks mål var en af hovedårsagerne til, at Skjern måtte tage tomhændet hjem.
En lige første halvleg knækkede midtover med seks minutter til pause. Søren Pedersen var glimrende i målet, og Skjern spillede i store perioder klogt og tempofyldt. Stillingen var 12-11 til hjemmeholdet, men så faldt det vestjyske korthus sammen.
Fem mål i træk sendte Kolding i front med seks mål, og den føring blev aldrig hentet.
Heroisk comeback
Det er få hold, der tager point med fra Kolding efter at have været nede med seks mål ved pausen.
Det lykkedes heller ikke for Skjern, men det var tæt på. Vestjyderne kæmpede for sagen og gav på intet tidspunkt op. Det gav omsider pote med få minutter igen.
I ren Messi-stil tog Nikolaj Markussen bolden fra egen banehavldel og cruisede forbi Kolding-spillere, før han tordnede læderkuglen i mål. 28-27 med under to og et halvt minut igen. Håbet levede.
Veteranduo steppede op
Tættere på point kom Skjern ikke takket været veteranduoen Bo Spellerberg og Kasper Hvidt, der med henholdsvis assist og to redninger slukkede lyset for Skjern.
Dermed løb det ud i sandet for Skjern, der endnu engang måtte forlade Kolding uden en sejr.
Nederlaget var Skjerns andet i sæsonen.
Acceptere marketing cookies før du kan få adgang til vores Facebook posts.